Etiske retningslinjer

Siden tidernes morgen har metaller og ædelstene været så værdifulde, at de altid er blevet genanvendt. Ægte smykker og andre genstande af ædle metaller er gennem historien blevet smeltet om og brugt igen og igen — længe før bæredygtighed blev et begreb.

Denne tilgang er dybt forankret i vores værksted i København, hvor alle Bergsøe-smykker formes i hånden af ædle metaller og ædelsten. Vi arbejder udelukkende med genanvendt guld og sølv fra vores leverandør AG — et naturligt valg, der sikrer en ansvarlig forsyningskæde, både etisk, socialt og miljømæssigt.

De ædelsten, vi bruger — og dem bruger vi mange af — stammer primært fra leverandører, vi har samarbejdet med i 20-30 år. De rejser selv verden rundt, særligt i Indien, Galapagos, Thailand, Sri Lanka, Polynesien og Italien, for at udvælge rå eller slebne sten. Derfor ved vi, at de værner om ordentlige arbejdsforhold og miljøhensyn i deres produktion.

Vores diamanter er naturligvis underlagt Kimberley-processen, der skal sikre, at køb af diamanter ikke medfinansierer krig eller menneskelig udnyttelse på det afrikanske kontinent — de såkaldte bloddiamanter. Derudover har vores leverandører forpligtet sig til ikke at handle med russiske diamanter.

Vi stræber ikke efter perfektion, men efter karakter. Vores ædelsten er lige så unikke som smykkerne selv. Vi bruger ofte sten med indeslutninger, uregelmæssige slib eller særlige farver — sten der ikke kommer fra store slibefabrikker, men fra mindre, selvstændige værksteder, hvor hver stens potentiale får lov at folde sig ud i stedet for at blive standardiseret.

Perler har en særlig plads i vores smykker, og vi arbejder altid med barokke naturperler. Vores “perlepusher” rejser til Polynesien, Fiji og Japan og vælger perler fra de opdræt og auktioner, vi stoler på: South Sea-, Tahiti- og Keshi-perler, som kun kan eksistere i havområder, der er rene og fri for forurening.

Vi opfordrer altid vores kunder til at medbringe gamle, slidte eller nye, ubrugte smykker — til at genbruge sten med skønhed eller affektionsværdi og til at bytte eller indlevere gammelt guld. På den måde hjælper vi alle til at sikre produktionen af genanvendt guld og undgår at understøtte de miljømæssige og sociale konsekvenser af minedrift.